Undervisningen på Tologis-logis er lagt an på fælles læsning af elevernes egne tekster. Afhængigt af hvilket hold du går på, får hver elev mulighed én eller to tekstlæsninger af en times varighed. Men et holdforløb indeholder også oplæg fra underviseren, besøg af gæstelærere, skriveøvelser, bogbindsworkshop, måske en ekskursion...
Undervisningen er baseret på to grundprincipper, nemlig det ahierarkiske rum og den semistrukturerede tekstlæsning. At undervisningsrummet er ahierarkisk betyder ikke, at underviser og elever ikke har tildelt forskellige roller, men at underviseren ikke på forhånd er tildelt en autoritet til at definere, hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt osv. Alle i rummet, ikke kun dem, der taler hurtigst og højest, har ret til at tale, til at sige sin mening og blive hørt, og det er underviserens opgave at opretholde det rum.
En metode til at gøre det er den semistrukturerede tekstlæsning. Den går ud på at sørge for, at den fælles læsning af en tekst ikke udvikler sig tilfældigt og vilkårligt. Det handler om at give samtalen en ramme og en retning, fra analyse over fortolkning til vurdering og kritik. Til at starte med i en fælles tekstlæsning kan man godt komme til at glemme at sige de basale ting højt. Sådan noget fx som at få styr på tid og sted, og hvem der fortæller og hvordan, i en novelle. Hvis man begynder med at sætte ord på de ting og opdager, om gruppen enten er enige eller uenige om dem, giver det et fundament for den videre læsning.
Det er heri den ene del af det strukturerede i "semistruktureret" ligger, for i den videre diskussion af teksten er det vigtigt, at der er mulighed for asociationer og formodning og drømmebilleder, så det hele ikke bliver holdt tilbage af krav om en korrekt analyse. Det er bare virkelig vigtigt, at alle udsagn på en eller anden måde kan føres tilbage til den konkrete tekst, som bliver læst, og på den måde kan gøres forståelige.
Den anden del af det strukturerede i "semistruktureret" ligger i samtalens forløb fra den begyndende analyse over den friere fortolkning for til sidst at ende i et forsøg på at vurdere teksten og give den en konstruktiv kritik. Samtalen må helst ikke begynde med kritikken, fordi det er meget svært at vide, om en umiddelbar vurdering af en tekst egentlig er holdbar. Det er mere sandsynligt, at en kritisk vurdering kan bruges til noget, hvis den hviler på en grundig læsning af teksten. Og derfor kan det også være forstyrrende for den fælles læsning, hvis den begynder med, at nogen siger fx "Jeg synes, den her tekst er fantastisk smuk" eller "Det er godt nok en kedelig tekst", fordi så kan det komme til at styrre læsningen på en måde, der ikke nødvendigvis er hensigtsmæssig.
Hvordan foregår de fælles læsninger på Tologis-logis så helt konkret? En tekstlæsning foregår på den måde, at en elev læser sin tekst højt, hvorefter den bliver læst og diskuteret af underviseren og resten af eleverne. Den, der har tekst med, deltager som udgangspunkt ikke i samtalen, men må gerne komme med ønsker til læsningen, inden den begynder. Og den, der har tekst med, har også mulighed for at komme med kommentarer og svare på spørgsmål til sidst.
Til en tekstlæsning er det altså kun den, der har skrevet teksten, som kender den på forhånd. Resten af holdet hører og læser den for første gang. Det kan være en udfordrende måde at læse på, fordi det kan være svært at skulle sige noget højt om en tekst, man kun lige har læst. Samtidig kan det være virkelig spændende at opleve, hvordan tekstsamtalen bevæger sig fra umiddelbare reaktioner, gennem analyse og forskellige fortolkninger og perspektiveringer for til sidst at lande på en vurdering af, hvad teksten kan og skal.
Underviserens rolle i tekstlæsningen er selvfølgelig en anden end elevernes, men det er ikke sådan, at underviseren på forhånd har autoritet til at sige, hvad der er hvad. Tværtimod er idealet for tekstlæsningen, at den forløber som en ligeværdig dialog, hvor alles bidrag har værdi og er velkomment. Underviserens særlige rolle er så at sørge for, at samtalen har en retning, sommetider at stoppe op og spørge ind til et uforklaret udsagn og, hvis der er anledning til det, en gang imellem at bruge et øjeblik på at tale om et relevant emne. På den anden side sker det også ofte, at en elev tager ordet og bidrager på samme måde til samtalen.
Det mest lærerige ved undervisningen er den opgave, som det er, at bidrage til den fælles analyse, fortolkning og vurdering af en på forhånd ukendt tekst. At blive bedre til at læse og forstå andres tekster gør dig bedre til at fatte, hvad du selv har gang i, når du skriver. Samtidig er det inspirerende at få indblik i den måde, andre mennesker går til at skrive, og at indse, hvor forskelligt den samme tekst altid ser ud for forskellige læsere.